Den fierde Aprilis udi det Aar
Hvis Datum herhos i Bredden staar, (*)
Jeg Claus de Wall motte rykke
Til Helsingborg fra Kiøbenhavn,
(*) I Manuscriptet stod i Bredden Aarstallet og Datum: Anuo [-uo: sic] 1611, 4. Aprilis.
Til Hof Marstalk med Rantzov Navn
Efter min Herres Tykke.
Den 5. Aprilis den Marskalk god,
Ditlev Rantzov mig til sig kalde lod,
Gav mig Befalning med Ære.
Jeg skulde da paa min Herres vegne [Ve- in Jahn 1820, p.321]
Forreise udi de Svenske Egne
De Feigdebreve frembære.
Ditlev Rantzov mig antvordet da
De Feigdebreve, som magt laae paa,
Kong Carl dem at fremføre,
Leverede mig Spiren og Klæderne med,
Herolden monne føre efter Kongers [-gens in Jahn 1820, p.322] Seed,
Naar de vilde Krigen røre.
Dertil lod hand [han in Jahn 1820, p.322] mig selv opskrive
Min Instruction, lod mig den give,
Hvorefter jeg mig skulde rette,
Og lyder, som jeg nu skriver her,
I alle Artikler een og hver
Med sande Ord og slette.
Jeg skulde med Magnus Trometer god
Fra Halmsted reise Jenekiøbing imod
Som ligger i Sveriges Lande,
Og siden søge Kong Carl med Flid,
Og hannem forkynde Tidinger slig,
Hvor han var næst for Haande.
Kunde mig Dage-Leide gives
Og ei udaf [ud af in Jahn 1820, p.322] min Pas fordrives,
Paa min foretagne Reise,
Da skulde jeg Kongen i egen Person,
Levere de Breve uden al Skon,
Forkynde ham saadan Leise.
Men om de vilde mig ei geleide,
Fordi de frygte for Krig og Feide,
Da skulle vi begge to udride
Paa en almindelig Ort og Sted,
Tage Herold-Klæder og Spiren med,
At det kunde spørges saa vide.
Og binde saa Brevene ved den Spiir,
Lade læse tre gange [Ga- in Jahn 1820, p.322], og ikke fire [fiir in Jahn 1820, p.322],
At hver Mand det kunde høre,
Og siden kaste de Breve fra mig,
Uden al Forhaling tapperlig
Jkkun dein mod Jorden kiøre.
Men kunde jeg komme til Kongen selv,
De Feigdebreve skulde jeg med Skiel
Hans Majestet dem tilrekke
Iført i Herolds Klæder [Herolds-Klæder in Jahn 1820, p.323] fin,
Magnus Trometer i samme Sind
Sin Fane paa Ryggen udstrekke.
Den 9. April [Aprilis in Jahn 1820, p.323] med fyrig Mod
Til Jenekiøbing Stad vi stande lod,
Sprang af vore Heste tillige,
Og sende strax Bud til Slottet hen,
Begierede Leide at reise frem
Til Kongen af Sveriges Rige.
Og gav tilkiende [tilkyenoe in Jahn 1820, p.323, this is the latter's typo, however?] min Ærende brat,
Jeg ei vilde [vilde ei in Jahn 1820, p.323] spare Dag eller Nat,
Før jeg til Kongen kunde komme,
Nogle Breve at antvorde da,
Som gandske Sverig [-igge in Jahn 1820, p.323] Magt laae paa,
Det kunde dem meget fromme.
Den tiende Aprilis er kommen til mig
Abel Svenske, som bar med sig
Mit Pas jeg hannem sende,
Han spurde mig strax saa dristelig,
Om jeg vilde antvorde de Breve fra mig,
Levere dem ham i Haande.
Jeg spurde til i samme Stund,
Om han Befalning af Herren sin
Havde bekommet, og torde
Fordriste sig til at annamme til sig
De Kongelige Breve jeg havde med mig,
Han mig da strax tilspurde:
Om jeg var fød af adelig Æt,
Jeg svarede, det kom ham intet ved,
Mit Verf lod jeg ham vide,
At jeg havde Breve til hans Konge og Herre,
Begierede, han vilde lade mig passere,
At jeg kand komme i Tide.
Med denne Beskeden gik fra mig hen
Abel Svenske med sine Hofmænd,
Tre Høvedsmænd [Høvids- in Jahn 1820, p.324] mig tilsende,
Som skulde mig føre med Leigde om,
Til des jeg til hans Herre kom,
Og ikke fra mig vende.
Samme Dag vi skildes ad,
Komme vi hen til Skier Stad,
En Landsby i de Lande,
To Mile til en Prestegaard,
Her Jon den Prestes Navn var,
Det siger jeg for sande.
Udi April den ellevte Dag
Kom Bud at vi skuld rykke tilbage
Til Jenekiøbing behænde,
Formedelst udaf [ud af in Jahn 1820, p.324] Svenskens Raad
Er giort og bestillet denne Daad,
Som vi formerke[-mærke in Jahn 1820, p.324] kunde.
Der vi komme tilbage igien,
Til Jenekiøbing med en kort Beskeden,
Igiennem Staden de os førde,
I et andet Herberge lagde de os ind,
Befaler Verten at legge paa Vind,
At ingen kom os til Orde.
Den tolvte April forskikket jeg hen
Min Husvert [Huus- in Jahn 1820, p.324] op til Slottet igien
Til Abel, og lod ham sige,
Efterdi han mig tilforne jette
Med Leide at reise, han ei forgiette,
Til Kongen i Sveriges Rige.
Og der jeg var paa Reisen hen,
Strax lod han mig kalde igien,
Det syntes mig for sande,
At han havde giort [gjo- in Jahn 1820, p.325] min Konge Fortred,
Begierede Orlog at reise afsted
Ud af de Svenske Lande.
Han min Begiering stod strax imod,
Med venlig Tale mig bede lod,
At jeg vilde Tiden forhale,
En Dag eller to de løbe snart om,
Midlertid een af Stadtholderne kom,
At han kunde med hannem tale.
Samme Aften der Maaltid var endt,
Kom Abel Svenske med fire Hermend,
Og deres Tienere tillige,
Begyndte at discurere med os,
At drikke god Ruus var de og foß,
Vi kunde det ei forsige.
Der vi allerbest i Gledskab sad,
Min Sag havde jeg i fuld god Agt,
Begyndte de strax at klage,
Hvorledes Herr Pens *) spoleret blev
Paa Grendsen hen ved Markerød,
Det monne dem ilde behage.
*) Jacob Spens — ikke, som i Reisen staer, Pens — en Skotlænder af Fødsel, var Oberst over der engelske og skotske Krigsfolk i Sverrigs Tjeneste, og Jacob I. Gesandt hos Carl den Niende. Den svenske Historie fortæller, og beraaber sig i denne Anledning paa en Deel Breve fra Carl IX. og det svenske Rigsraad, deels til Christian IV., deels til Kongen af England, deels til det danske Rigsraad: at Spens om Foraaret 1611, førend Krigserklæringen udstædtes, blev afsendt fra Sverrig til England, anholdet i Helsingborg, og efter nogle Dages Ophold, under Bedækning af tre Genspænder bragt tilbage til de svenske Grændser. Men da han kom 1/2 Miil fra samme, overfaldtes Gesandten af 200 danske Ryttere og Fodfolk, som, iført Bønderklæder, drædte een af hans Følge, saarede fire, og røvede ham alle hans Papirer. — Den danske Historie, uden at omtale Jacob Spens Reise og hans Anholdelse, taler om Speidere, der vare udsendte af Carl IX, og anholdtes paa Grændsen. Imidlertid er Spens vel ilde behandlet; men om dette skete af de Danske, og med Christian IV. Vidende og paa hans Befaling, er neppe at bevise. — Frembyder ikke vore Tiders Historie et ligende mordersk Anfald paa Gesandter, uden at man veed, hvo der har begaaet samme? [Jahn 1820, pp.325-6.]
De sagde end ydermere dertil,
At min Herre var hos og saae derpaa,
Jeg negtede det med alle,
Og svarede: hvo det tør sige fran,
Det være sig Qvinde eller Mand,
En løgner tør jeg dem kalde. [alle and kalde...?}
Min Hals tør jeg og sette [sætte in Jahn 1820, p.326] i Vedt,
Om det skulde vere [være in Jahn 1820, p.326] paa denne Stedt,
At dette er Løgn med alle;
Thi min Konge og Herre var samme Tid
Paa Friderichsborg baade lystig og blid,
Denne Løgn mig ilde befalder.
Siden fandt de paa en anden Kaas,
Og sagde Anders Bilde var derhos,
Paa Tegen de hannem kiende,
Paa hans Armbond, Pistol og raske Hest,
Paa hvilken han forlod sig allermest,
Med den han kunde rende.
Jeg bad demi lade fare saadan Snak,
Og os ei bemøde med saadan Lak,
Denne Sag monne vi ei kiende,
Os kommer ei ved at svare dertil,
At svare hertil vi ikke vil,
Dertil ere vi ei udsende.
Siden begyndte de en anden Sang,
Hvilken i vores Øren ilde klang,
Begyndte os hart at skelde,
Sagde, at Kong Carl havde talet derom,
Det første at Danmark til Sverrig kom,
Da skulde de vist undgielde.
Der de monne os saare true,
At vores Ørne derved monne lue,
Med Beskeden monne jeg dem svare,
Og sagde: Jêrs [Jers in Jahn 1820, p.327] Konge er jo en christen Herre,
Han derfor giør hvad christeligt [-lig in Jahn 1820, p.327] er,
Derfore bære vi ingen Fare.
Den trettende April en Ædelmand,
Statholder Erich Mogensøn heder hand,
Til Slottet kom da fage,
Med ham at tale jeg begieret da,
Til mit Losement han strax monne gaae,
Det kom mig vel til Mage.
Min Nød moune jeg for hannem klage,
At jeg var anholden mange Dage,
Den Uret giorde mig stor Plage,
Hand bad, at jeg skulde give mig tilfreds,
Thi der kom Bud fra Kongen vist,
Forinden forte Dage.
Da skulde de komme, jeg siger for sandt,
Som eder geleider igiennem de Landt,
Eder til min Herre at hente.
Samme Tid maatte han og bede
Vor Vert, at han ei skulde tilstede
Os at udgaae af Lossemente.
To Dage derefter som mig syntes vel,
Haver jeg bedet Erich Mogensen [-søn in Jahn 1820, p.328] til,
At han vilde Brevene bære,
Og dem antvorde sin Konge med Skiel,
Efterdi jeg ei maatte komme der selv,
Som Kongen nu monne være.
Det blev afslaget med Nei og Nei,
Han svarede og sagde: Jeg tør det ei
Uden min Herres Befalning,
Dog jeg formerkte det Dag fra Dag,
Det skede for ingen anden Aarsag,
Uden til min Tids Forhalning.
Den attende April med et frit Mood [Mod in Jahn 1820, p.328],
Efter min Instrux jeg sadle lod,
Tillige begges vores Heste,
Min Herolds Klæder [Herolds-Klæder in Jahn 1820, p.328] jeg tog oppaa,
Hængde Pergaments-Breve paa Spiren,
De trykte Breve i Haanden fæste.
Magnus Trometer min Broder og Ven,
Sin Fane hængde han paa Ryggen udslagen,
Til Torvet rede vi med fromme,
Magnus skulde blæse tre gange for sig,
Strax vilde jeg kaste Brevene fra mig,
Om vi kunde dertil komme.
Der vort Vert merkte og forstod,
At vi vore Heste sadle lod,
Til Slottet hastelig figet,
Statholderen lod han det forstaae,
Fornevnde Statholder monne strar [strax in Jahn 1820, p.328] opstaae
Med sine Tienere tillige.
Han kom paa Torvet saa snart [saasnart in Jahn 1820, p.328] som vi,
Med tvende Drenge med Raab og Skrig,
Sin Røst monne de fremføre,
Holt op, holt op, slaa [slaae in Jahn 1820, p.329] Trommel om,
To hundrede Borgere løbendes kom,
Trommeten vil ingen høre.
Den Tid jeg det formerkte og saae,
At min Forsæt vilde ei for sig gaae,
Strax [(Saa?) is added in Jahn 1820, p.329] monne jeg strax forkynde
Min naadigste Konges Titel og Navn,
Som gaaer udaf [ud af in Jahn 1820, p.329] saa vide savn,
Med raabende Røst og Munde:
Den Stormægtigste Høibaarne Første [Fyr- in Jahn 1820, p.329] og Herre,
Hr. Christ. den 4. [Christian den Fjerde in Jahn 1820, p.329] med Guds Naade monne være
Danmarkes og Norriges Konge,
De Venders og Gothers Konge ogsaa,
Hertug udi Slesvig skulle I forstaae,
Som ønskes Lykke af mange.
En Hertug er han over Holster Land
Stormarn og Dytmersken, Jeg siger for sand,
En Konge over alle de Riger,
I Oldenborrig en Greve rig
Og [I in Jahn 1820, p.329] Delmenhorst, hvo er hans Lige,
Søg du ikkun allevegne.
Den samme Herre og Konning fin
Har mig affærdiget med Breve sin
Til Sverriges Konge og Herre,
Og jeg udi nogle Dagers Tid [comma here in Jahn 1820, p.329]
I denne By [Bye in Jahn 1820, p.329] forholdet [-der in Jahn 1820, p.329] mig,
Fri Leide haver jeg begieret.
Denne Geleide blev mig ei formeent,
Med tvende Hofmænd blev jeg forsendt
Til Kongen Eders Herre,
Men der jeg var kommen to Mile hen,
Til Skierstad blev jeg kaldet strax igien,
Den Spot monne jeg bære.
Den tid forgik Dag fra Dag,
Jeg veed og ei for hvis Aarsag
At I os tiden [Ti- in Jahn 1820, p.330] forlængde,
Stadtholderen vilde ei tage Brevene til sig,
Saa haver ieg [jeg in Jahn 1820, p.330] taget Sagen paa mig
Haardeligen de mig til trængde [tiltrængde Jahn 1820, in p.330].
Hvorfore ieg [jeg in Jahn 1820, p.330] mig i dag præfentere vil
Eder paa Torvet offentlig dertil,
For en hver [enhver in Jahn 1820, p.330] Mand [comma here in Jahn 1820, p.330] ung og gammel,
Og byder endnu den anden gang
Erich Mogensøn tage udaf [udaf in Jahn 1820, p.330] min Haand
Disse Breve allesammen.
Dem at fremføre Kongen Jêrs [Jers in Jahn 1820, p.330] Herre,
Det er min allerstørste Begiere,
Han svarede mig med Snilde, [: instead of comma in Jahn 1820, p.330]
Jeg ei har Befalning af Herre min,
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.330] skal annamme Brevene din,
Jeg veed og ei hans Villie.
Jeg svarede ham ret efter min tykke,
Saa raade da Gud for min Skiebne og Lykke,
Jeg maae ei Leiden nyde,
Jeg [J (?) is added in Jahn 1820, p.330] vil dem hverken tage eller læse,
Saa kaster ieg [jeg in Jahn 1820, p.330] dem for Eders Næse,
Endog I det fortryde.
Med det samme kom Abel Svenske,
Og overiler mig med Raab og Skrig,
Med pukken og med Trodsen,
Holt an dich, holt an dich, so das gescheht [geschicht in Jahn 1820, p.330], [German, obviously]
Nimmer von hier wirst du kommen nicht,
Darzu magst du dich verlassen.
Da raabte ieg [jeg in Jahn 1820, p.330] høit over alle Mand,
At det kunde spørges over det gandske Land,
Og talede frit for alle,
Jeg tager til vidne i denne Sag
Den almægtigste Gud i denne Dag,
Min Sag skal ham befalle.
Jeg tager til vidne hver Dannemand,
Hvad heller han er af Stand eller Land,
Som her tilstæde monne være,
At ieg haver budet Erich Mogensøn til,
At han disse Breve anname [-mme in Jahn 1820, p.331] vil,
Og dem sin Konge levere.
Erich Mogensøn svared med venlig tale,
Og bad, at ieg [jeg in Jahn 1820, p.331] vilde noget forhale,
Gode Raad vilde han paafinde,
Og sagde: Jeg forventer Christen Summe
Vor Øverst [Ob- in Jahn 1820, p.331], i morgen [imorgen in Jahn 1820, p.331] monne han komme,
Hans Raad skal vel gelinge.
Strax begiered ieg [jeg in Jahn 1820, p.331] for alle Mand,
At han derpaa vilde give mig sin Haand,
Han det ei vilde høre;
Men bad os ride til vor Herberge,
Indtil at Øversten [Ob- in Jahn 1820, p.331] kommer her,
Hvilket vi strax monne giøre [gjø- in Jahn 1820, p.331].
Den anden Dag alt for vor Dør
To Bønder bestillet var,
Det var ei for vor Beste,
De vogte os med Rør og Spyd,
Vi ei kunde komme af Døren ud
At rygte vores egne Heste.
Den 21. Aprilis ieg [jeg in Jahn 1820, p.331] sige vil
Om morgenen ieg [jeg in Jahn 1820, p.331] fordristed [-er in Jahn 1820, p.331] mig til [comma here in Jahn 1820, p.331]
I en liden Have at træde,
Som ieg [jeg in Jahn 1820, p.331] mig bukkede til Jorden ned
Nogle Urter smaa [smaae in Jahn 1820, p.331] at anskue der,
Skiød een til mig af Vrede.
Igiennom [Igjennem in Jahn 1820, p.332] et Plankeverk til mig skiød,
At Loddet over mit Hoved fløg,
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.332] skulde did ei lengte,
En Advarsel og Lærepenge
Foræret mig den samme stund,
Jeg hannem ei fortenkte.
Til Jenekiøbing [-ping in Jahn 1820, p.332] en Commissar
Af Konning Carl beskikket var,
Anders Svendsøn lod han sig kalde,
Dravanter ti med hannem reed,
Som skulde os føre afsted, [no comma in Jahn 1820, p.332]
Som Kongen det monne befalde.
Til Christen Sum sende [-dte in Jahn 1820, p.332 jeg min Vert,
Med Anders Svendsøn af hannem begieret,
At han mig det vilde unde,
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.332] den Nat maatte blive stille,
Og ei af Byen at reise saa silde,
Han vilde det ingenlunde.
Hvorfore vi strax imod Natte tide,
Motte reise af sted [afsted in Jahn 1820, p.332] den mørke Sti,
Det var imod vores villie,
Men først vende de til Torvet hen,
Som vi tilforne var med Breven,
En stund holdte de der stille.
Jeg troede og tænkte ei ædet mere,
End at de ville os der harcke [-rke in Jahn 1820, p.332] og slaae,
Min tanke de løbe saa vide,
Men som ieg [jeg in Jahn 1820, p.332] nu var ved et selsom Sind,
Deres Rør de afskiød saare gesvind,
Derfra de strax monne ride.
Til Porten ilede de med os,
Og giorde [gjo- in Jahn 1820, p.332] os det altsammen til Spot,
En halv stund monne de der tøve,
Af Staden kom løbendes Mand og Qvind',
At skue os havde de i Sind,
Slig Puds de med os monne øve.
Jeg vil det sige med god Beskeed,
Hvilket ieg [jeg in Jahn 1820, p.333] selv saae og fuld vel veed,
At nogle Mænd og Qvinder,
Som vidste ei andet, ieg [jeg in Jahn 1820, p.333] siger for sandt,
End det skulde koste vort Liv paa stand,
Lode deres Øine [O- in Jahn 1820, p.333] rinde.
Samme aften som ieg [jeg in Jahn 1820, p.333] sagde fra,
Da lode vi fort ad veien staae, [no comma in Jahn 1820, p.333]
Fra Jenekiøbing [-ping in Jahn 1820, p.333] to mile [Mile in Jahn 1820, p.333],
Til Landsby [-bye in Jahn 1820, p.333] som heder Skierstad,
Hvor hen [Hvorhen in Jahn 1820, p.333] vi forreiste lidet glad, [no comma in Jahn 1820, p.333]
Med hast monne de med os ile.
Af Veien i tykkeste Busk og Krat
Rede disse Drauanter samme Nat,
Deres Bysser lode de klinge,
Vi vidste ei andet det galt os paa,
Men disse vilde os forferde saa,
Deres Heste lode de springe.
Den Prest i Skierstad tog vel mod os,
Vi torde vel byde Hunger trods,
Godt Øl skienkte han os af Bulle,
De Drauanter drak saa gruelig
Af Prestens Øl uden Falsk og Svig,
Indtil de bleve fulde.
Den anden Dag reiste vi fuld vel,
Under Vest Hulveig til en Capel [Ka- in Jahn 1820, p.333],
Prestens Øl begyndte at rumle,
De tabte baade Hat, Verge og Spore,
Jeg saae paa Dravanterne [Tra- in Jahn 1820, p.333] selsom fore,
Af Mæren monne de tumle.
Siden reed vi i Lindkiøbing [-ping in Jahn 1820, p.334] ind,
At fortøve der havde vi i Sind,
Det vared ei saare længe,
Den anden Dag reiste vi derfra,
Og komme hen til Nørkiøbing,
Baade vi og vore Drenge.
Baade af und tho rede de med os,
Det giorde [gjo- Jahn 1820, in p.334] de os altsammen til trods,
Det saae baade Leeg og Lærde.
Gaderne op og Gaderne ned,
Til et Spectakel, som hver motte see,
Hans von Brunsvig os herberged [-get in Jahn 1820, p.334].
Den 30. April da til os kom
En Secreter [-air in Jahn 1820, p.334] M. Peder Andersøn [-son in Jahn 1820, p.334]
Fra Konning Carl sin Herre,
I Nørrekiøbing bad han os tøve en tid,
Til des han fik Bud fra sin Herre blid,
Kiærkomne skulle vi være.
M. Peder Andersøn [-son in Jahn 1820, p.334], som han tykte best,
Samme Aften bød han sig selv til Giest
Hos os i vor Herberge,
I denne Mening blev det udrettet,
At han kunde skrabe vor Punge slet, [no comma in Jahn 1820, p.334]
Og os derhos besnære.
Men var han ikke tilforne viis,
Hos os vandt han ikke meget [-gen in Jahn 1820, p.334] Priis,
Vi pleied ham det beste vi kunde,
Med Stobe og Glas kiørde vi oppaa,
Saa han kunde neppelig staae eller gaae,
Vi sparde det ingenlunde.
Den tid vi over Bordet sad,
Kalled han ad sin Dreng saa brat,
Hør Pøike, tag min taske,
Gak i Kielderen, hent mig rinsk vin,
Jeg vil nu pleia [nupleia in Jahn 1820, p.335] Giesterne min,
Saa begyndte han at braske.
Men Poiken [Pø- in Jahn 1820, p.335] tog Pungen og giemde ham,
Ingen Vin saae ieg [jeg in Jahn 1820, p.335] ham bære fram,
Dog monne han tiden forhale,
Dog al den Vin han fortæred,
Blev kiøbt af vores egen Værd,
Claus de Waal motte Laget betale.
Den 6. Maji et Brev blev sendt,
Fra Konning Carl og end behendt,
At de skulde os henføre
Til Winocke en Præstegaard,
Hvor ieg [jeg in Jahn 1820, p.335] tilforne [-forn in Jahn 1820, p.335] aldrig vaar,
De tidender fik ieg [jeg in Jahn 1820, p.335] at høre.
Som vi nu skulde forreise fort,
Betalde [-te in Jahn 1820, p.335] vi baade lidet og stort,
Som vi fortæret havde,
To Ungerske [un- in Jahn 1820, p.335] Gylden ieg [jeg in Jahn 1820, p.335] foræret [før- in Jahn 1820, p.335] hen,
Gav dennem Vertinden min gode Ven,
Det hende vel behagde.
En Gylden ieg [jeg in Jahn 1820, p.335] gav hendes Dotter [Da- in Jahn 1820, p.335]kiær,
Og Pigen en Daler, hun var det værd,
De sagde til hverandre,
Tocka [Tæ- in Jahn 1820, p.335] wackra och herliga Mend,
Erra de Tydska Juttar huer och en,
Det saͤia wij for sanden.
Samme Dag reiste vi en Reise saa trang,
Over en vild Ørk baade mørk og lang,
Vore Heste kunde vi ei ride,
Vi nødes at lade dem hos os lede,
Thi der vare [var in Jahn 1820, p.335] Klipper og vilde [-den in Jahn 1820, p.335] Hede,
Og det var langt ned for lide.
Den 7. Maji før Aften kom,
Komme vi til winokke [-cke in Jahn 1820, p.336] Prestegaard,
Henrich Horn var for os dere,
Som er en Velbyrdig Ædelmand,
Hertug Gustaffs Hoffmester for sandt,
Og Doctor Niels Cantzeler.
Disse havde Konning Carl udsendt,
At de skulde Breve fra mig hente,
Og føre Kong Carl dem til Hende,
Saa snart som jeg var kommen igien,
Neppeligen af Hesten stegen var,
Deres Bud de til mig sende.
Der jeg fra dem dette Budskab fik,
Strax jeg alene bort til dem gik
I deres Gemak at spørge,
Hvad Nyt som nu forhaanden er,
Eller hvad er deres Begier,
Det vilde jeg af dem høre.
Som jeg nu var kommen til dem ind,
Begyndte Hofmester i samme Sind
Sin Herres Titel at tale
Paa Høitydske med største Andagt,
Paa hans Ord gav jeg sønderlig Agt,
Som stor Magt laae paa med alle.
Der Titelen havde nu en Ende,
Sit Ærende gav han strax tilkiende
Med korte Ord og sande,
Min Herre har os begge udsendt,
At vi de Kongelige Breve skulle hente, [no comma in Jahn 1820, p.336]
Som I haver ført til Lande.
Herpaa gav jeg dennem [dem in Jahn 1820, p.336] saadant Svar, [no comma in Jahn 1820, p.336]
Efterdi at de udskikket var
Af deres egen Konge og Herre,
Samme Breve at annamme af mig,
Og de udi deres Herres Sted
Kongens Person representere.
Saa vil jeg med saadan Reputation,
Ligesom jeg udi egen Person,
Eders Herre dem vil frembære,
Med lige Reverentz og Ceremonie,
Som jeg vilde selv hans egen Person,
Jeg eder dem vil levere.
Med det samme gik jeg fra dem hen
Lige til mit Herberge igien,
Herolds-Klæder jeg mig iførde,
Spiren tog jeg i min høire Haand,
Det rette Feidebrev, jeg siger sand,
Udi venstre Haand jeg førde.
De andre trykte Breve ligesaa,
Magnus sin Fane paa Ryggen monne slaae,
Min Oration [Ara- in Jahn 1820, p.337] jeg da begyndte,
Paa Høitydsk efter den samme Viis,
Som Hofmesteren tilforn lagde ind Priis,
Der han sin Herres Titel begyndte.
Hofmesteren bød os at blive der stille
Efter Kongens Befalning og Villie
Udi to eller tre Dage,
Indtil der kom Bud fra Kongen igien,
Siden skulle vi forreise hen
Til Danmark igien udi vor Mag.
Men den tid han nævnde Dager tre,
Kunde jeg strax baade kiende og see,
Thi det randt mig i Sinde,
At hver Dag skulde blive omvendt
Til en uges tid og det behendt,
Som skede og føie minde.
I Uger to gandske imod vor Villie
Nøddes vi da til at ligge stille,
Der til tre dage lige,
Men førend de vilde reise bort,
Vores Navn at vide de begiered [-et in Jahn 1820, p.338] fort,
Vi dem det motte sige.
Hvor vi vare født, vilde de og vide,
Førend de vilde fra os ride,
Det vi og dennem maatte kundgiøre,
At Magnus var født i Tydskland,
Vilde de ei troe de Dannemænd,
En Danske holdte de ham fore.
Vores Navne monne de strax opskrive,
Førend de sig fra os vilde give,
Om anden Dag saa aarle
Forreiste de alle fra den Egn
Paa Konning Carls hans egen Vogn
Til Ørebro de Karle.
Samme Dag som disse forreiste hen,
Kom M. Peder Anderson til os igien,
At hand [han in Jahn 1820, p.338] skulde os tractere,
At vare paa os havde han i Sind
At skrabe vore Punge lagde han paa vind,
Vor [Vore in Jahn 1820, p.338] tunge monne vi regiere.
Vi holdte saa stadig i vor Sind,
Ligesom vi vidste af ingen ting,
Hans tredskhed kunde ham ei baade,
Slet ingen Redskab han af os fik,
Ligesom han af Døren udgik,
Saa undginge vi denne Vaade.
Der otte Dage vare løbne om,
Og ingen Beskeden fra Kongen kom,
Peder Andersøn monne jeg bede,
At han vil Breve til Cantzeler skrive,
Om han vilde os vor Afskeed give,
At vi kunde giøre os rede,
At reise herfra til Danmark ind,
Efterdi at alting er efter vort Sind
Bestillet og giort til Prikke,
Ingen var dermed sønderlig tient,
At vor tid [Tid in Jahn 1820, p.339] nu skulle blive forlængt,
Vores Bøn den hialp os intet.
Mod Peder Andersøn og Anders Svendsøn
Protesterede jeg udi egen Person,
Min Villie lod jeg dem vide,
Og sagde, os skeer stor Uret og Vold,
Bør I at forholde en Konges Herold,
Og hans Trommeter deslige. [? instead of period in Jahn 1820, p.339]
Ingen christen Potentat det giør,
Læs Chroniker eller hvad I spør,
Thi Tyrken lader sig deri en høre,
Ey Muscouiter den grumme Tyran,
En nogen Konge i noget Land,
Som Eders Konge monne giøre.
Den 23. Maji med hast,
Kom en Enspender ridendes fast
Med Kongelig Brev i Haande,
Og den antvordet Peder Andersøn,
Hvilket indeholdt, at [At in Jahn 1820, p.339] Anders Svendsøn
Skulde forreise behend,
Och [Og in Jahn 1820, p.340] tage de ti Drauanter fort,
Og føre den Danske Herold bort,
Og Trommeteren deslige,
Dog hvort hen de vilde [no vilde in Jahn 1820, p.340] med os ride,
Kunde vi ikke da faae at vide,
Og ingen vilde os det sige.
Den tid vi reiste fra Winecke Prest,
Foræret jeg ham, som mig syntes best,
Tyve Svenske Daler tillige,
Hans Hustru [-rue in Jahn 1820, p.340] gav jeg og en Skienk,
Hans Drenge skulde mig og ei fortænke,
Jeg forglemde og ei [ey in Jahn 1820, p.340] hans Pige.
Den tid vi skulle [-ulde in Jahn 1820, p.340] forreise vor Kaas,
Med grædende taare [Ta- in Jahn 1820, p.340] takkede de os,
Og sagde til hverandre,
Tacka [To- in Jahn 1820, p.340] wackra och herliga Mend
Era de Tydska Juttar huer och [og in Jahn 1820, p.340] en,
Det seya wij for Sanden.
Men Presten Hr. Hagen den Dannemand,
De Penge dem havde han i sin Hand [Haa- in Jahn 1820, p.340],
Og vilde mig dertil tvinge,
At jeg skulde tage mine Penge igien [-jen in Jahn 1820, p.340],
Jeg svarede Nei, og svor om Guds Mend,
Og sagde, det er ikkun ringe.
Der jeg hans ærlige Gemyt fornam,
Da svor jeg ydermere om Skam,
At hand skulde halvparten tage,
Han annammede dem og takkede mig,
Og sagde, Jeg saae aldrig Manden slig,
Paa mig monne han ei klage.
I Majo den 24. Dag,
Forreiste vi hen udi fuld god Mag
Fra Winecke [-ocke in Jahn 1820, p.340] med alle.
Paa Veien ad Vatsteen en Prestegaard laae,
Presten vi gieste to mile derfra,
Her Hacken lod han sig kalde.
Den anden Dag ieg [jeg in Jahn 1820, p.341] og sige vil,
En anden Prest kom vi og til,
Hr [Herr in Jahn 1820, p.341] Lauritz monne han hede,
Til en Landsby Thilmo ved Navn,
Der trekte vi hen os lidet til gavn,
Vi giorde det ei af Kiede.
Dernæst kom vi hen til Odeuas,
Til en Herregaard saa vel tilpas,
Valentin den Fogde kaldes,
Samme Aften komme Breve ogsaa
Fra Kongen, at vi skulde rykke derfra,
Lang tid vi der ikke dvelles.
Siden komme vi til en anden Prest
Hr. Oluf i Eckeby [-bye in Jahn 1820, p.341] tog os til Giest,
Hvilken saa vel som andre,
Tog vel mod os med stor tractat,
Giorde os til gode baade Dag og Nat,
I hvort [Ihvort in Jahn 1820, p.341] vi maatte vandre.
Atter motte vi til at rykke,
Efter Kong Carls villie og tykke,
Til Rheynge da vi komme,
Til en from Prest Hr. [Herr in Jahn 1820, p.341] Peder heed,
Han giorde os godt, som jeg vel veed,
Hans Navn staaer blandt de fromme.
Lang tid monne vi der ei blive,
Førend vi motte os paa Reisen give
Til Eckesiø monne vi ride,
De lagde os til Borgemester ind,
Hans Olsen heder den Mand saa fin,
Tre Uger vi der motte bide.
Den Uskikkelighed som vi monne see
Paa disse Drauanter som sig monne betee [comma here in Jahn 1820, p.342]
Saa tølpelig og ilde
Med Drukkenskab, Svermerie [Svæ- in Jahn 1820, p.342] Dag og Nat,
Løsagtighed og Skalkhed havde de uspart,
Ingen dem der torde stille.
Omsider motte vi det Herberg fly,
Til en anden Borger i samme By,
Hans Navn var Samuel Panther [comma here in Jahn 1820, p.342]
I fiorten Uger og Dage to,
I det logemente vi motte boe,
Forventende altid Gesandter.
Paa en Dag hende det sig saa,
At een af Borgemesterne monne gaae
Hen til vor Lossemente,
Til vor Vertinde talede hand,
Her ere nu de Danske Mænd,
Som til os ere sendte.
Hun sagde: Borgemester Kiære Herre, [This strophe is extraordinary in Danske Magazin, p.306;
I collated with Jahn 1820, p.342.]
Paa Natstuen de nu begga ere,
Hand talede end mere med hende,
Haver de Penning at betale for sig,
Haver de ingen, du sig mig det,
Gode Raad skal ieg [jeg in Jahn 1820, p.342] dig kiende.
Til ham hun sagde, Jag [Jeg in Jahn 1820, p.342] det ikke veed,
Derpaa giver de mig intet Beskeed,
Jeg dog ikke paa dem kand klage,
Have de ei Penge, da borge dem ikke,
Lad [Lod in Jahn 1820, p.342] dem betale altsammen til Prikke,
Forgieves giør dig ei Umage.
Naar de haver slet intet til Besta,
Saa maae de opætha deres egen Hesta,
Bitzlet maae de siden tugga,
Grimen og Tømmen maae de siden etha,
Sadelen med, saa bliver de metta,
Siden maar de heden hugga.
Saadan Fortred med Haan og Spot,
Som mig giorde Ont [ont in Jahn 1820, p.343] og ikke got [godt in Jahn 1820, p.343],
Den maatte ieg [jeg in Jahn 1820, p.343] i mig riste,
Dog takked ieg [jeg in Jahn 1820, p.343] Gud og min naadig Herre,
Som mig havde forsørget med Penge flere,
End den graa Borgemester vidste.
Tiden vilde blive mig alt for lang,
Om ieg [jeg in Jahn 1820, p.343] heraf vilde giøre stor Klang,
Hvad mere Uret mig skede.
De Vinduer med Jern vilde de beslaae,
Jeg ei [ey in Jahn 1820, p.343] skulde udspringe og dem undgaae,
Jeg motte alt blive tilstæde.
En Cantzeli Forvandt Carl Brun genandt,
Til ham kom Breve fra Kongen udsendt,
At han skulde iligen fige,
Til Leiren at reise behændelig,
Den Danske Herold at føre fri,
De to Trommeter tillige.
Min Konge og Herre ieg [jeg in Jahn 1820, p.343] takker endnu,
Som mig hans tiener vilde komme ihu
Og ansee min Elænde,
Som blev beviist med hans Kongelig Brev,
Hvilke han hen til Leiren skrev,
Konning Carl dennem til hænde,
Paamindte ham, at han skulde tiltænke,
At det hans egen Ære kunde forkrenke [-ænke in Jahn 1820, p.343],
At han tog sig udi Sinde
En Konges Herold og Trommeter med
Anholde, de ei kunde komme afsted,
Og deres Herre paaminde,
Hvad Svar de fik og hvor det gik,
At de kunde det udsige til Prik,
Som ærlig Krigsbrug monne være,
Havde de Breve ey kommet for fage,
Vi havde der blevet denne Dag,
Det motte ieg [jeg in Jahn 1820, p.344] høilig kiære.
Der denne lange tid forløben var,
Fra Eckesiø reiste vi uden Fare
Til en Landsby [-bye in Jahn 1820, p.344] hen saa fage,
Elling kaldes den samme By,
Hvor den samme Foged bode udi,
Som Henrich var hos de Dage.
Den anden Dag reiste vi derfra,
Fire Mile mod Leiren lode vi staae,
Til Heckerby [-bye in Jahn 1820, p.344] vi kiørde;
Den 30. Dag komme vi med dem
Til en Landssy [-dsbye also comma here in Jahn 1820, p.344] som kaldes Alem,
Strax Konning Carl det spurde.
Da satte han sig paa sin Hest,
Og reiste afsted som han kunde best,
Paa Veien han os mødte,
To Herremend havde han med sig,
Sit Hoved rystede han mod mig,
Dog jeg det ringe skiødte.
Med Munden brumlede han ogsaa,
Det var ei godt, kunde ieg [jeg in Jahn 1820, p.344] forstaae,
Dog jeg [jeg in Jahn 1820, p.344] det ei kunde høre,
Strax befalede han vor Commissar,
At han os hen til en Bondegaard
Med det første skulde føre.
Med det samme han og forskaffe lod
Fra Leiren til os baade Øl og Mad
15. [Femten in Jahn 1820, p.344] Dage ieg [jeg in Jahn 1820, p.344] lyver ikke,
Ret hvide Rodder foruden Smør,
Jeg koged dem selv, ieg havde onde Kor,
Reent Vand ieg [jeg in Jahn 1820, p.345] og motte drikke.
Der ieg [jeg in Jahn 1820, p.345] havde drukket det rene Vand
En dag eller fire for sand,
Tre Svenske Daler føie
Jeg for en Suende [-ede in Jahn 1820, p.345] tønde øl [Øl in Jahn 1820, p.345] gav,
Jeg fik ei Tydsk øl fra det hav [Hav in Jahn 1820, p.345],
Dermed lod ieg [jeg in Jahn 1820, p.345] mig nøie.
Den selv samme Dag forvist og forsandt
Kom Kong Carls Docter og Hofprædikant
Til os i vort Herberge,
De opløfte Røsten mangefold,
Og sagde, [; instead of comma in Jahn 1820, p.345] hvor er den Danske Herold
Og Trommeterne begge.
Der ieg [jeg in Jahn 1820, p.345] deres Raaben høre fik,
I det samme jeg ud til dem gik,
De sagde til mig med Snilde,
Har I Herold Muscatel [-ska- in Jahn 1820, p.345] eller Vin [Viin in Jahn 1820, p.345]
Som min Herre har sendt af Kielderen sin,
At I os skienke ville.
Jeg besvared dem og behendt,
Den Vin, [no comma in Jahn 1820, p.345] som mig blev nyligen sendt
Fra Kongen Eders [ed- in Jahn 1820, p.345] Herre,
Har ieg [jeg in Jahn 1820, p.345] endnu, stiger af Eders [ed- in Jahn 1820, p.345] Heste,
Jeg skienker eder [Ed- in Jahn 1820, p.345] udaf det beste,
Som ieg [jeg in Jahn 1820, p.345] formaaer med ære.
De sagde, at stige af vores [vore in Jahn 1820, p.345] Heste,
Det kommer os slet intet til beste,
Tiden kand det ei lide,
Men vil I engang drikke os til,
God beskeden vi Eder giøre vil,
Og siden reise i tide [Tide in Jahn 1820, p.345].
Strax lod ieg [jeg in Jahn 1820, p.346] hente en tre Mands Seckel
Af det Svenske [Sue- in Jahn 1820, p.346] Øl [øl in Jahn 1820, p.346] ieg [jeg in Jahn 1820, p.346] havde fal
At give og ei at selge,
Først da drak jeg denne Doctor til, [no comma in Jahn 1820, p.346]
Men Doctoren drak strax Presten til,
Det maae ieg [jeg in Jahn 1820, p.346] og fortælle.
Som Presten fik Skaalen i sin Haand,
Sin Hat da tog han strax paa Stand,
Og sagde, [no comma in Jahn 1820, p.346] Herold min Herre,
Den Skaal er Jer Herres Kong Christians,
Danmarkes og Norges Konge for sand,
Jeg drikker ham den til ære,
Gud hannem bevare [-rer in Jahn 1820, p.346] baade længe og vel,
Give hannem Sundhed til Liv og Siæl,
Jeg ham det ikke misunder,
Dermed drak han en god lovedrik,
Og sagde, Herold forsager mig ikke,
Meget got ieg [jeg in Jahn 1820, p.346] Eder under.
Imidlertid ieg [jeg in Jahn 1820, p.346] for dem stod,
Min Hat ieg [jeg in Jahn 1820, p.346] aftog ned til min Fod,
Her Doctor til mig sagde,
Her Herold tekker Jers Hoved til,
At staae barhoved jeg ikke vil,
Det sneer og sluder baade.
Jeg svared hannem sagtmodelig,
Kiere [Kiæ- in Jahn 1820, p.346] Doctor lader fare Tale slig,
Min Konge han bør den ære,
Naar nogen min Herres Skaale drikke vil,
Da bør ieg [jeg in Jahn 1820, p.346] ikke tekke mit Hoved til,
Det var mig stor Vanære.
Jeg er og ikke giort [gjo- in Jahn 1820, p.346] af Salt,
Jeg smelter og ei, hvad det galt,
De begge strax til mig sagde,
Her Herold lader Jer ei forlænge,
Med det første skal I eders [Ed- in Jahn 1820, p.347] Afskeed fange,
Dertil maae I Jer forlade.
At reise til Danmark I og maae,
Fri Geleide [ge- in Jahn 1820, p.347] skulle I faae,
Forinden faa korte Dage [period here in Jahn 1820, p.347]
Begge de mig deres Hænder gav,
Førend at de monne reise af,
Saa reiste de bort med Mage.
Al den Stund jeg udi Sverig var,
I Sandhed jeg vist forfaret har,
At den geistlige Stat tilsammen
Af baade høi og nedrige Stand
Ere min Herre bevogne [-gen in Jahn 1820, p.347] alle Mand,
Det siger ieg [jeg in Jahn 1820, p.347] med Gammen. [comma instead of period in Jahn 1820, p.347]
Mod mig haver de dem nok beviist
Med ære og tieneste [tje- in Jahn 1820, p.347] først og sidst,
Jeg ikke kand paa dem kiere,
Med ord og gierning [gje- in Jahn 1820, p.347] velvillighed,
Mod mig haver de dem vel beteed,
Saa hielpe mig Gud vor Herre.
Strax fik Commissar de tiding at høre,
At han fulle os til Wexøe føre,
Og siden til Grendsen med alle,
Ved Glimager skulde føre os frem,
De ti Dravanter fulde os hiem
Til Grendsen, som var dem befalet.
De førde os igiennem [igj- in Jahn 1820, p.347] en vild Ørk,
Hvor som helst [Hvorsomhelst in Jahn 1820, p.347] der var molt og Mørk [mø- in Jahn 1820, p.347],
De Bønder de det og bekiende [-dte in Jahn 1820, p.347],
Tilforne [-rn in Jahn 1820, p.347] der aldrig nogen Vei var,
Ei nogen sted var kiendt eller bar,
Som vi udi henvendes.
De ledde os saa den Dag i Chor,
Som Fanden aldrig ledde sin Môr [Mor in Jahn 1820, p.348],
Som Stij hans Moder ei vidste,
De slemme og forbandede Skieffle,
Saa faae de tusind brændende Diæffle,
Thi de giorde [gjo- in Jahn 1820, p.348] det med Liste.
Der var saa trangt baade med Busk og Krat,
Vi snublet som det havde været om Nat,
Vore Heste kunde vi ei ride,
Hos os maatte vi dem lede frem,
Alle Jern tabte de af Fødderne sine,
Jeg maa sige vi kom i tide.
Siden reiste vi som vi kunde best,
Og kom hen til en anden Prest,
Ei langt fra det Landmerke,
Som samme Prest tracterede os selv
Med Øl og Mad saa gandske vel,
At Bugen monne verke.
Om Aftenen ere vi kommen hen
Til en gammel Svensk Bonde ved Grendsen,
Om Natten vi der skulde [-ulle in Jahn 1820, p.348] ligge,
Vor Commissar han befalede da,
At han strax skulde til Danmark gaae,
De Danske Bønder at sige,
At de skulde holde fuld god Vagt,
De Svenske Rytter havde nu i agt
De Danske Bønder at gieste,
At brænde og skiende og slaae ihiel,
Fra Mand og Qvinde at røve og stiele,
De vare ei med de beste.
Det første at Bonden det høre fik,
Med det samme han til Danmark gik,
Disse tidender at kundgiøre [-gjø- in Jahn 1820, p.348],
Men det var ikkun et Skielmeri [-rie in Jahn 1820, p.349],
Som var bestillet med Falsk og Svig,
Som I skulle faae at høre.
For denne Aarsag ieg siger [siger jeg in Jahn 1820, p.349] med Skiel,
At vort eget Folk skulde skyde os ihel [ihiel in Jahn 1820, p.349],
Er dette giort [gjo- in Jahn 1820, p.349] med Liste,
Og dette bestillet vor Commissar,
Hvilket os begge vitterligt var,
Og vi det ikke vidste.
Jeg siger forvist, af det Rumor
Forsamledes der en Skare stor
Med Danske Bønder sterke,
Med Vaaben og Verge [Vær- in Jahn 1820, p.349] en hob Mænd
At tage mod os havde de udsendt,
Vi det ei kunde merke.
De ringde med Klokken udi hver By [Bye in Jahn 1820, p.349],
At der gik af saa stort et Ry,
Tilsammen de Bønder rende,
Dog den som vor HErre bevare vil,
Hannem slaaes slet ingen Ulykke til,
Det vi og selv maae [maa in Jahn 1820, p.349] bekiende [-kye in Jahn 1820, p.349].
Der ieg [jeg in Jahn 1820, p.349] om Natten paa Benken laae,
Nogle Tanker var kommen oppaa,
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.349] ikke kunde sove
Den gandske [-nske in Jahn 1820, p.349] Nat, at ieg [jeg in Jahn 1820, p.349] ei Hvile fik,
Om Morgenen [Morgen in Jahn 1820, p.349] aarlig [aarle in Jahn 1820, p.349] ieg [jeg in Jahn 1820, p.349] udgik
Mine Tanker at fordrive.
Som ieg [jeg in Jahn 1820, p.349] vilde gaae og see mig om,
En Danske [-sk in Jahn 1820, p.349] Pige fast løbendes [-de in Jahn 1820, p.349] kom,
Jeg hende strax tilspurde,
Og sagde, min Dotter hvort skal du [Du in Jahn 1820, p.349] gaae,
Hun svared og sagde, ieg [jeg in Jahn 1820, p.349] did monne traae,
Min Hosbonde [Hus- in Jahn 1820, p.349] mig udkiørde, [period instead of comma in Jahn 1820, p.349]
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] skulde tale med den gamle Mand,
Som her monne boe, ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] siger sand,
End mere ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] fritted hende,
Og spurde hende ad, hvis Pige hun var,
Hun sagde, hun boede i den neste Gaard,
Lensmanden monne ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] tiene [tje- in Jahn 1820, p.350].
I Aftes kom løbendes den gamle Mand,
Onde tidender førde han til vort Land,
At Svenske Ryttere mange
De vare forhaanden og vilde her ned [herned in Jahn 1820, p.350],
At slaae ihiel, brænde og røve med,
Derfor ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] hid motte gange,
Sagen at forfare og give tilkiende,
At vi kunde møde og dem brænde,
Vi vide de ere ei gode,
Derføre [-fore in Jahn 1820, p.350] er ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] og kommen hid,
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] kunde vide paa hvad tid,
Naar vi skulde dem formode.
Der jeg [jeg in Jahn 1820, p.350] det hørde, sagde ieg [jeg in Jahn 1820, p.350] til hende,
Gak bort, sig det til Hosbonden din [Din in Jahn 1820, p.350],
At det er Løgn med alle,
Den Bonde har løiet, saa faae han vee,
Det skalt du [Du in Jahn 1820, p.350] baade spørge og see,
Sig Lensmanden den Tale.
Vi ere erlige Danske Mænd,
Vi var [vare in Jahn 1820, p.350] af Kongen til Sverig [-rrig Jahn 1820, in p.350] sendt,
Hans Ærende at udrette,
Dog haver de der anholden os
I ni og tyve Uger vor Konge til trods,
Det vi aldrig forgiette.
At efter vor naadige Konge og Herre
Sin Brev haver sendt til Sverig [-rrig Jahn 1820, in p.350] med Ære,
Og ladet os derfra tage,
For Skams skyld kunde de det ikke lade,
Endog dennem os storlig hade,
End de motte os ledsage.
Derfore hvad nu bestillet er
Ved denne Bonde baade her og der,
Er giort [gjo- in Jahn 1820, p.351] af den Aarsage,
At vore Bønder skulde slaae os ihiel,
Deres Sag havde de bestillet fuld vel,
Om de kunde det saa mage.
Derfore sig din Hosbonde til,
At han mig nogle tilskikke vil,
Som mig kand Undsætning giøre [gjø- in Jahn 1820, p.351].
De Bønder, som best bevæbnet er,
Bed dem, at de vilde komme her,
Og os i Landet henføre.
Tre Timer derefter som vi kom her
Over Landemerket i Riget igien,
Mødte os den samme Pige,
Gav mig tilkiende, alting var bestilt,
Ligesom ieg [jeg in Jahn 1820, p.351] det selve have vildt,
Der monne hun til mig sige.
Der efter [Derefter in Jahn 1820, p.351] mødte mig tresindstyve Mænd
Bevæbnet med lange Rør udi Haand,
De ti Mænd mig følge ei torde,
Til Glimager hvor de for mig var
Tusind Bønder stod i en Skare,
Den Alarm [All- in Jahn 1820, p.351] de Bønder giorde [gjo- in Jahn 1820, p.351].
Hør gunstige Læser ieg [jeg in Jahn 1820, p.351] dig sige vil,
Hvorledes Dravanterne handlet mod mig,
Der vi monne til Grendsen lide [ride in Jahn 1820, p.351],
En Kreds monne de omkring mig slaae,
Paa deres Heste de sad og paa,
Deres Bysser [Bø- in Jahn 1820, p.351] havde de spendte.
Da tog Commissar sin Hat af sig,
Og talede disse Ord til mig,
Her Herold det maae I vide,
Jeg har Befalning af Velbyrdig Mand,
Doctor Niels Cantzler, ieg [jeg in Jahn 1820, p.351] siger for sand,
Vil I ikkun lidet forbide.
At naar vi komme paa Grendsen ned,
Som vi nu ere paa denne Sted,
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.352] skulde Eder sige,
Eders egen Konge haver det selv vel voldt [forvoldt instead of vel voldt in Jahn 1820, p.352],
At I ere her saa længe anholdt,
Alt udi Sveriges [-erri- in Jahn 1820, p.352] Rige.
Thi nogle af min Herres tiener tro,
Af hvilke en Part i [udi in Jahn 1820, p.352] Sverige [-erri- in Jahn 1820, p.352] bo [boe in Jahn 1820, p.352],
I Danmark ere med volde,
I fiorten Dage de Feigdebrev
Førend at de daterendes blev,
Fængslet bleve de anholden.
Iblandt dem var een hed Hermand Bunting,
Med Befehlheber [Befelhaber in Jahn 1820, p.352] flere og Capitein [-tain in Jahn 1820, p.352],
Som endnu i Danmark ere,
At Eders naadig Konning og Herre
Vil dem til Grendsen levere
Med slig Geleide og Ære.
For det sidste Her Herold agter med Flid,
Hvad ieg [jeg in Jahn 1820, p.352] Jer siger tho leste Valet
Efter Cantzlerens Befalning,
Hand bad I skulde Eders Konge berette,
Og aldeles intet forgiette,
Foruden al Forhaling.
Hvorledes min Herre beklager sig,
At Eders Konge ei har holdt sig saa redelig
I denne Feides tide,
Der han indtog [intog in Jahn 1820, p.352] Borkholm og Øland,
Da forloved han hen hver Mand,
Som paa Slottet monne sidde, [period instead of comma in Jahn 1820, p.352]
At forreise hen som dem tyktes best,
Hvad heller de vilde til Fods eller Hest,
Fri Patzer de og torde.
Derpaa gav han dem Seigl og Brev,
Dog et hundred [Hun- in Jahn 1820, p.353] Mand anholden blev,
Jmod hans Brev og Ord.
Dette formaned han høielig,
At ieg [jeg in Jahn 1820, p.353] ingenlunde skulde fortige,
Men min Herre hannem det tilsige,
Det monne begge Trometerne [-omme- in Jahn 1820, p.353] høre,
At han sine Ord saa kunde fremføre,
Jeg kunde det ei fortige.
Det første ieg [jeg in Jahn 1820, p.353] til min Herre kom,
Jeg sagde hans Naade det paa stand,
Og vilde det ikke dølge,
Dertil svared min Konge og Herre,
At det en digtet Løgn monne være,
Som dem altid monne følge.